To hybride betonbiler til København Vognmand

Nyhed 11. august 2020

Miljøvenlige betonbiler præsenteret i København

Betonproducenten Unicon præsenterede i går de to første af disse miljøvenlige hybridbiler for blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen.

De hybride betonbiler er af modellen Volvo FM 430 8x4, mens opbygningen er en Liebherr ETM 1005 F L. Bilerne kører på en plug-in hybrid løsning med et 32 kWh batteri, der driver tromlen, mens bilen kører på HVO-brændstof, som udleder 90 pct. mindre CO2.

Med bilernes el-drevne tromler kan man aflæsse beton med lastbilmotoren slukket. Den el-drevne aflæsning halverer støjniveauet med 3-5 dB. De hybride betonbiler estimeres til at have et reduceret CO2-aftryk på 93 procent i gennemsnit sammenlignet med almindelige betonbiler.

Bilerne er udstyret med en lang række elektroniske systemer, som øger trafiksikkerheden. Det gælder Dynamic Steering, afstandskontrolsystem, nødbremsningssystem, ESP system, advarselssystem vognbaneafvigelse, højresvingsassistent og 360 graders kamera, der viser den udvendige zone omkring lastbilen på en skærm i førerhuset.

Ikke billigt

Det er dog kostbart at benytte disse hybride betonbiler. Ifølge Unicons logistikdirektør Christian Elleby koster de 50 procent mere i anskaffelsespris end en traditionelle betonbil. 

- Dertil kommer, at den også er dyrere i brug, fordi den kører på HVO som koster mere end almindelig diesel. På den anden side kan brændstofforbruget med den hybride løsning sænkes med 30 procent.

Bæredygtigt byggeri i Postbyen

Betonbilerne skal bruges i arbejdet på byggepladsen til den kommende Postby mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge.

Området vil både rumme kontorer, boliger og rekreativt område for københavnerne; men lige nu er Danica Pension og entreprenørvirksomheden Aarsleff ved at opføre Danske Banks nye hovedkontor på området. Og det er netop her de nye lastbiler skal levere beton på en bæredygtig måde.

For Københavns Kommune er det vigtigt, at byggeriet i Postbyen bliver så bæredygtigt som muligt. Ikke alene har København en målsætning om af være CO2-neutral allerede i 2025; men man arbejder også for at regeringens mål om 70% CO2-reduktion kan blive en realitet i 2030.

- Det skylder vi de fremtidige generationer, sagde Frank Jensen i sin tale.

- Vi skal i mål med vores klimaplaner. Derfor skal vi have fat i de brancher, som står for en stor del af klodens CO2-udledning - og det gør bygge- og anlægsbranchen. Intet mindre end 40 procent af klodens samlede CO2 kommer fra byggeriet i dets opførsel og i dets anvendelse. I Danmark er det lidt lavere, men jeg føler en kæmpe forpligtelse til, at vi for alvor får bygge- og anlægsbranchen til at reducere CO2.

- Jeg glæder mig over, at vi har ambitiøse virksomheder som Unicon, som her viser et eksempel på en bæredygtig betonkanon. For en beton-socialdemokrat som mig  kan man ikke ønske sig en bedre anledning til at lykønske branchen med dens bidrag til vores bæredygtigheds målsætninger.


Relaterede løsninger: fuel+more